Du skal varsle dine medarbejdere, hvis du julelukker

06.11.2019

Lukker du din virksomhed jule- og nytårsaftensdag, eller lukker du fx mellem jul og nytår, skal dine medarbejdere varsles senest en måned inden. Det er nemlig det samme som tvungen ferie – også kaldet kollektiv ferielukning.

Udarbejdet af Ase Selvstændig

Holder I kollektivt ferielukket i julen – altså på dage der ligger ud over helligdagene 1. juledag, 2. juledag og 1. januar – skal du som arbejdsgiver varsle dine medarbejdere om dette mindst en måned i forvejen. Det er en god idé at gøre det på skrift, selv om det ikke er et krav. Men så er der i hvert fald ikke noget at rafle om.

Vær opmærksom på den magiske grænse: 15 dage
Det er dit ansvar at ’reservere’ eller gemme de feriedage, som dine ansatte skal bruge under en eventuel tvungen ferie i juledagene. Det gælder, når en ansat har optjent mere en 15 dages ferie til brug i indeværende ferieår. I 2019 falder jule- og nytårsaftensdag en tirsdag. Så vil du holde lukket hele julen og over nytår, er der tale om fem hverdage. Holder du lukket i de dage, skal du altså sørge for at dine ansatte med mere end 15 optjente feriedage har fem feriedage at gøre godt med. Ellers skal du betale dem løn for dagene, fordi du tvinger dem til at holde ferie.

Har en medarbejder optjent 15 dage eller mindre, har du ikke ansvar for at holde feriedage tilbage til at dække en eventuel julelukning. Har medarbejderen brugt alle sine feriedage inden, bliver det julelukning for hendes egen regning. Det kræver dog, at du overholder varslet på mindst en måned. Ellers må du betale gildet!

Hvis du ansætter under en måned før julelukningen…
Ansætter du nogen så sent, at du ikke kan nå at overholde varslet på minimum en måned, holdes du skadesfri, så længe du ved ansættelsen har fortalt den nye medarbejder, at I holder julelukket, og der derfor er tale om tvungen juleferie.