Hvornår skal en ansat have løn på søgnehelligdage?

02.04.2019

Spørgsmålene om helligdage og løn kan være mange – især her i foråret, hvor helligdagene ligger som perler på en snor. Mange medlemmer af Ase Selvstændig spørger til reglerne for særligt søgnehelligdage. Derfor har vi spurgt jurist Jannik Bjerregaard Nielsen om et par centrale spørgsmål.

Udarbejdet af Ase Selvstændig

Jannik Bjerregaard Nielsen (JBN) arbejder som jurist i foreningen Ase Selvstændig. Han svarer her på nogle af de spørgsmål, han typisk møder fra medlemmerne om ansatte, løn og søgnehelligdage.

Hvad er en søgnehelligdag egentlig for en størrelse?

JBN: ”En søgnehelligdag er en helligdag, der falder på en hverdag, for eksempel store bededag her fredag den 17. maj.”

Kan en medarbejder kræve løn på en søgnehelligdag, selv om hun ikke skal arbejde?

JBN: ”Lad os først se på den situation, hvor den ansatte er dækket af en overenskomst. Her vil det stå beskrevet i overenskomsten. Men det typiske er, at der er forskel på, om medarbejderen er fastansat eller timelønnet. Fastansatte skal have deres fulde måneds- eller ugeløn, ligegyldigt om der er søgnehelligdage i perioden eller ej. ”

”Er din medarbejder derimod timelønnet - og dækket af overenskomst – vil du ofte skulle etablere en ’søgnehelligdagsopsparing’. Holder du lukket på søgnehelligdagen, fungerer opsparingen som en kompensation for den timelønnede, der ellers kun får løn for de timer, hun faktisk arbejder. Når fx store bededag oprinder, får din timelønnede ansatte udbetalt en del af ’søgnehelligdagsopsparingen’. Det er altså det generelle billede, når der er tale om ansatte dækket af overenskomst.”

Fakta

En helligdag er de kirkelige helligdage som fx påskedag og pinsedag

En søgnehelligdag er en helligdag, der falder på en hverdag, fx skærtorsdag, store bededag og 2. pinsedag

Hvordan er situationen, hvis en medarbejder ikke er overenskomstdækket og stadig ikke skal arbejde?

JBN: ”Start med at tjekke, hvad der er skrevet i kontrakten. Alternativt er der måske en defineret virksomhedspolitik, eller en kutyme der har skabt præcedens? Hvis svaret ikke findes et af disse tre steder, kan du gå ud fra, at fastlønnede ansatte skal have deres fulde løn, selv om de har fri på søgnehelligdage. Timelønnede kan du som udgangspunkt trække i løn for søgnehelligdage, når de ikke arbejder. For en timelønnet får jo netop kun løn for de timer, hun arbejder.”

Hvis virksomheden ikke er lukket på søgnehelligdage, og de ansatte skal arbejde. Hvad så med lønnen?

JBN: ”Igen vil jeg først forklare, hvordan det hænger sammen, hvis medarbejderen er dækket af en overenskomst. Her vil det fremgå af overenskomsten, om – og hvor meget – den ansatte skal betales ekstra for arbejde, der udføres på en søgnehelligdag. Det hedder et overenskomstbestemt tillæg. For timelønnede, der er dækket af en overenskomst, kan sagen være lidt mere kringlet, og jeg kan bedst råde til at tjekke den gældende overenskomst.”

Hvis der ikke er nogen overenskomst, og virksomheden er åben på søgnehelligdage, hvad har medarbejderen så krav på i løn?

JBN: ”Hvis der ikke er fældet noget ned den ansattes kontrakt, og der heller ikke er nogen officiel politik eller kutyme, skal du som udgangspunkt blot betale den sædvanlige løn. Tillæg kommer kun på tale, hvis det er klart aftalt i kontrakt eller personalehåndbog.”