Freelancearbejde og dagpenge
Projektansat, honorarbetalt eller selvstændig? Der er mange former for freelancearbejde, og alt efter hvilken form du vælger, gælder der forskellige regler, hvis du senere bliver ledig og får brug for dagpenge.
Kombinér flere indkomsttyper
For at kunne modtage dagpenge, skal du opfylde et indkomst- eller beskæftigelseskrav. Har du flere arbejdsgivere eller blandede indkomster, fx både selvstændig virksomhed og lønindkomst, tælles de sammen, når vi skal beregne, om du har optjent ret til dagpenge.
Der er dog nogle begrænsninger i, hvilke indtægter du kan bruge til optjening af dagpenge, og der er forskel på, hvilket tidspunkt indtægten kan tælles med fra. Det afhænger bl.a. af, om der er tale om personlig indkomst eller overskud af virksomhed, og om der er tale om et afsluttet indkomstår.
Hvad tæller med i optælling af dagpengeretten?
Hvis du ikke tidligere har fået dagpenge, optjenes dagpengeretten i indkomst (indkomstkravet). Det betyder, at du skal have haft en samlet indkomst på 273.504 kr. (2025) inden for de seneste 3 år. Du kan maksimalt medregne 22.792 kr. pr. måned (2025).
Hvis du tidligere har fået dagpenge, genoptjenes dagpengeretten som udgangspunkt i timer (beskæftigelseskravet). Det betyder, at du skal have arbejdet 1.924 timer (svarende til 1 års fuldtidsarbejde) inden for de seneste 3 år.
Uanset om du skal opfylde indkomst- eller beskæftigelseskravet, er det en betingelse, at dit arbejde er udført på almindelige løn- og ansættelsesvilkår. Derudover tæller arbejdet kun med i regnskabet, hvis det er udført, mens du har været medlem af en a-kasse.
Læs mere om optjening, forlængelse og genoptjening af dagpengeretten
Freelancearbejde som A-indkomst
Når dit freelancearbejde indberettes som A-indkomst, sidestilles det med almindeligt lønmodtagerarbejde, hvis du senere søger om dagpenge. Det betyder, at arbejdet skal være udført i et såkaldt sædvanligt beskæftigelsesforhold og på almindelige løn- og ansættelsesvilkår. Er det ikke det, kan du ikke bruge arbejdet til optjening af dagpenge.
Hvis du er tilknyttet som kurerpartner hos Wolt eller anvender et freelancebureau (fx Factofly, Teknik og Design eller Invoicery), der udbetaler din løn som A-indkomst, skal du være særlig opmærksom på kravet om sædvanligt beskæftigelsesforhold. Her anbefaler vi, at du kontakter os for en konkret vurdering af din situation.
Freelancearbejde som B-indkomst eller via egen virksomhed
Når du modtager honorar/B-indkomst, som du skal betale arbejdsmarkedsbidrag af, stiller dagpengereglerne ingen krav til løn- og ansættelsesvilkår. Alt efter om indtægten beskattes som lønmodtagerarbejde eller overskud af selvstændig virksomhed, er der dog forskel på, hvor længe du skal vente, før du kan bruge indtægten til at få ret til dagpenge.
Hvis din B-indkomst beskattes som lønmodtagerarbejde, tæller indtægten med i regnskabet, så snart den er indberettet til indkomstregistreret. Får du fx udbetalt et honorar i maj, der indberettes samme måned, tæller indtægten allerede med i opgørelsen af din dagpengeret, hvis du bliver ledig 1. juni samme år.
Hvis din B-indkomst beskattes som overskud af selvstændig virksomhed, tæller indtægten derimod først med, når din årsopgørelse er endelig afsluttet hos SKAT. Det betyder, at din B-indkomst fra 2024 i nogle tilfælde først vil kunne bruges til optjening af dagpenge, hvis du bliver ledig efter 2. juli 2025.
Som freelancer, der driver selvstændig virksomhed skal du generelt være opmærksom på, at din indtægt fra virksomheden først kan bruges til optjening af dagpenge, når indkomståret er afsluttet, og årsopgørelsen er gyldig. Du kan samtidig kun medregne indtægt fra perioder, hvor du har været medlem af en a-kasse. Det kræver derfor længere tids medlemskab at optjene ret til dagpenge som selvstændig end som lønmodtager.
Læs mere om dagpengereglerne for selvstændige
Mulighed for supplerende dagpenge
Hvis du som freelancer har en periode med færre opgaver end normalt, kan du i visse tilfælde få udbetalt supplerende dagpenge i op til 30 uger, hvis du ellers opfylder betingelserne. For at være berettiget til supplerende dagpenge skal du have optjent en dagpengeret, arbejde mindre end 145,53 timer pr. måned, være aktivt jobsøgende og stå til rådighed for andet fuldtidsarbejde. Driver du selvstændig virksomhed, skal denne kunne godkendes som bibeskæftigelse, for at du kan få ret til supplerende dagpenge.