Regeringen stækker private initiativer ved at begrænse lønsikringer

09.01.2020

Lønmodtagere med lønforsikringer burde ikke udskammes af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Det er en helt igennem absurd tankegang at lægge hindringer i vejen for danske lønmodtagere, der klarer sig selv og ikke ligger det offentlige til last, skriver Karsten Mølgaard Jensen, administrerende direktør, Ase, i debatindlæg på Altinget.dk.

Umiddelbart ligner det en tilståelsessag. Dagpengesystemet halter, men her og nu har regeringen andre prioriteringer.

Investeringer i klimaløsninger og dyre velfærdsløfter presser sig på, og reelt er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) stort set handlingslammet, selv om han med egne ord tager ”åbent imod alle ønsker til at forbedre og styrke vores dagpengesystem”. Det ved såvel ministeren som fagbevægelsen. 

Må lønmodtagerne klare sig selv?

Hvad er så mere nærliggende end at skyde på dem, som forsøger at komme med konkrete løsninger til faggrupper, der i dag ikke kan få reel tryghed og relevant hjælp til nyt job i dagpengesystemet?

Lønmodtagere, som nu får mulighed for at vælge netop den lønsikringsløsning, der bedst sikrer økonomien i deres familie. 

Det er da også præcis, hvad Peter Hummelgaard og store dele af fagbevægelsen gør, når de går til angreb på Ases nye lønsikringstilbud til udvalgte faggrupper, som i dag får en ekstraordinær lav kompensationsgrad, hvis de bliver ledige.

Forsikringsmodeller uden om dagpengesystemet er ifølge beskæftigelsesministeren ”så usolidariske som de overhovedet kan være”. Derfor vil ministeren se på, om de eventuelt kan begrænses.

En helt igennem absurd tankegang at lægge hindringer i vejen for danske lønmodtagere, der klarer sig selv og ikke ligger det offentlige til last.

Er der andre steder i samfundet, hvor regeringen ønsker at stække det private initiativ med henblik på at fastholde lønmodtagere som et offentligt sagsbehandlingsnummer med træk på de offentlige kasser? Hvad er der egentligt galt med, at lønmodtagere klarer sig selv?

Regeringen truer med begrænsninger

Mennesker der klarer sig selv og svarer en hver sit, tager ikke noget fra andre.

De er ikke en udgift for nogen eller trækker på de offentlige ressourcer.

De burde få et skulderklap af enhver siddende regering og ikke udskammes af en beskæftigelsesminister, der alligevel er handlingslammet i forhold til at løse det reelle problem med den lave kompensationsgrad i dagpengesystemet.

Ganske interessant at regeringens eneste svar på at kompensationsgraden for stadig flere faggrupper er en reel udfordring for dagpengesystemet, er at true med at begrænse disse lønmodtageres mulighed for selv at bære den økonomiske risiko, hvis de bliver ledige.

Det løser næppe de aktuelle problemer med dagpengesystemet, som fagbevægelsen med flere har stået i kø for at påpege, siden Ase sidst i november kom med et konkret løsningsforslag i form af en privat lønsikring helt uden om de offentlige systemer og politiske bestemte proceskrav.

Dagpengesystemer halter

”En af grundpillerne i vores stærke flexicuritymodel og et stærkt arbejdsmarked er, at vi har et dagpengesystem, der er kollektivt, attraktivt og dækker arbejdsmarkedet bredt”, pointerer beskæftigelsesministeren i debatindlæg i Altinget.

Men desværre kan det være en stakket frist, fordi ”vores dagpengesystem er under angreb”, understreger han. 

Nej, Peter Hummelgaard. Den forklaring er for let. Alt for let.

Det er et typisk polemisk politikersvar fra en med ansvar for at gøre noget, men som alligevel sidder på hænderne og ikke handler. Private lønforsikringer er ikke et angreb på dagpengesystemet.

De er alene et symptom på, at modellen halter.

Nøjagtigt som det er tilfældet med den eksplosion af tillægsforsikringer, vi har set de seneste år.

Når over 400.000 danskere har valgt at supplere deres a-kassemedlemsskab med en lønforsikring, illustrerer det netop, at kompensationsgraden for mange faggrupper ganske enkelt er blevet for lav. 

Kun begrænset tryghed

Udviklingen er langt fra ny.

Derfor foreslog Ase tilbage i 2015 forud for dagpengeforliget, at politikerne fulgte vismændenes anbefaling og øgede forsikringselementet i dagpengemodelen.

Ved at højne kompensationsgraden i begyndelsen af ledighedsperioden for derefter at nedtrappe den løbende ville systemet blive attraktivt også for de op mod 800.000 på arbejdsmarkedet, der i dag helt har fravalgt dagpengesystemet, og som i beskæftigelsesministerens optik også må være så usolidariske, som nogen kan være, fordi de ikke bidrager til det kollektive system.

Men dengang var fagbevægelsen, Danske A-kasser og politikerne desværre kun optaget af at forhindre ledige i at ryge ud af systemet, når deres to års ret til dagpenge var opbrugt. 

Så jo, Peter Hummelgaard har ret så langt, at et attraktivt dagpengesystem, hvor såvel unge som ældre, ufaglærte som højtuddannede kan finde tryghed ved at være medlem af en a-kasse, er en grundværdi i det danske samfund.

Problemet er bare, at den tryghed leverer systemet i dag kun i meget begrænset omfang til faggrupper med solid uddannelse og lav ledighedsrisiko.

For andre faggrupper fungerer dagpengesystemet stadig som en god forsikring.

En gratis omgang

Ase er på ingen måde ude på at underminere dagpengesystemet. Tværtimod. Men for os er det vigtigere at handle og tilbyde konkrete løsninger til mennesker end passivt at se til, at udhulingen af dagpengene fortsætter.

Det er jo ingen kunst at påpege problemer. Først når du løser dem, viser du dit værd.

Også for Peter Hummelgaard er det derfor en gratis omgang i et ene øjeblik at erkende, at der er udfordringer med kompensationsgraden for i det næste at lægge hindringer i vejen for løsningen fra Ase. 

Tilbage står, at regeringen hverken har penge, vilje eller politisk flertal til at rette op på skævheden. Som beskæftigelsesministeren selv formulerer det: ”Men pengene til at styrke dagpengesystemet skal findes, og her og nu prioriterer regeringen områder som blandt andet klima og velfærd. Men noget skal gøres, og regeringen er villig til at se på alle tiltag, der kan styrke vores dagpengesystem.”

Med andre ord erkender Peter Hummelgaard, at regeringen ikke er i stand til at fortage den tiltrængte og nødvendige renovering af dagpengesystemet.

I stedet vil den øjensynligt koncentrere kræfterne om at ”afvæbne ethvert angreb på vores solidariske dagpengesystem”, som beskæftigelsesministeren formulerer det. 

Regeringen bør være mere reel

På mange måder minder debatten om de private sundhedstilbud og -forsikringers indtog tilbage i 1980-erne og 90-erne som konsekvens af manglende offentlige behandlingstilbud og lange ventelister.

Også dengang haglede kritikken ned over de private aktører, der handlede på en uholdbar situation, for at være usolidariske og skabe et lille a-hold på bekostning af et stort og svagt b-hold.

I dag er mere end to millioner danskere dækket af en sundhedsforsikring, og de færreste er længere i tvivl om, at netop konkurrencen fra de private aktører har været med til at løfte kvaliteten generelt i sundhedsvæsenet.

Det er fair nok, at regeringen prioriterer klimaindsatsen og andre måske umiddelbart mere populære velfærdstemaer over hensynet til dagpengesystemet.

Men så stå ved det og lad være med at genere andre, der blot forsøger at finde løsninger. Det ville være mere reelt.

Ja måske ligefrem solidarisk over for de kræfter, der efterlyser handling og forbedringer, men nu kun får velmenende ord.

Se debatindlægget her: